|
VEDTÆGTER
FOR Mårslet Vandværk a.m.b.a. § 1 Selskabet,
der er stiftet den 1. januar 2010, er et andelsselskab med begrænset
ansvar, hvis navn er Mårslet Vandværk A.m.b.a. Selskabet er en videreførelse
af Mårslet Vandværk i/s. Selskabet overtager og viderefører
interessentskabets rettigheder og forpligtelser indenfor vandforsyningsområdet. Selskabet har hjemsted i Århus Kommune. § 2 Selskabets formål er, i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ, at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsynings-spørgsmål, med deraf afledte forhold. § 3 Enhver,
der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive
medlem af selskabet. For boliger, der er umatrikuleret, er det ejeren af den enkelte boligenhed, der er medlem. § 4 Selskabets
medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er
fastsat i det af kommunen fastsatte regulativ. Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad. medlemmernes
forpligtelser og hæftelser i øvrigt § 5 For
enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne alene med den i
selskabet indskudte kapital. Ethvert
medlem indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår
af vandværkets regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag,
samt af nærværende vedtægter. Såfremt
et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets
bo - forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i
medlemmets forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager
meddelelse om ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser
over for selskabet. Det er en betingelse for godkendelse af ejerskifte, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt. § 6 Udtræden
af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer,
eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde. Såfremt
en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen
fra forsynings-ledningen, og medlemmet udtræder af selskabet. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet. levering
til ikke-medlemmer (købere) § 7 Institutioner,
som ifølge deres natur - eller ejere af enkelte ejendomme,
som ifølge særlige omstændigheder - ikke kan være medlemmer,
vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift, kunne få leveret vand. Sådanne
købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets vedtægter og
regulativ. Det
samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der helt eller delvist dækker
deres leveringspligt ved køb fra selskabet. Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer. § 8 Generalforsamlingen
er selskabets højeste myndighed. Ordinær
generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse
til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, sker med
mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse til hvert enkelt medlem,
eller ved annoncering i lokal medie med angivelse af dagsorden. Forslag skal, for at kunne behandles på ordinær
generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 1. februar. Dagsorden
for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 1. Valg af dirigent 2. Bestyrelsens beretning 3. Det reviderede regnskab forelægges
til godkendelse 4. Budget for det/de kommende år
forelægges til godkendelse 5. Behandling af indkomne forslag 6. Valg af medlemmer og suppleanter
til bestyrelsen 7. Valg af revisor og
revisorsuppleant 8. Eventuelt Ekstraordinær
generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen. Ekstraordinær
generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter
skriftlig forlangende herom til bestyrelsen, ledsaget af en skriftlig
dagsorden. I
sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder
efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsordenen skal
udsendes med indkaldelsen. De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i referat, der underskrives af dirigenten. § 9 Hvert
medlem har én stemme pr. ejendom, vedkommende ejer. Såfremt et medlem
ejer mere end 5 ejendomme, kan denne afgive max. 5 stemmer. Et
medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover
egen stemme, kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt. Ethvert
medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere,
i henhold til § 7, har ret til at overvære generalforsamlingen og har
taleret, men ingen stemmeret. Afgørelser
træffes ved simpel stemmeflerhed. Forslag
til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede
er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for. Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års ordinære generalforsamling, med 2/3 af de afgivne stemmer- uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede. § 10 Selskabets
bestyrelse består af formand, kasserer, samt 3 øvrige medlemmer, således
i alt 5 medlemmer, valgt
blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære
generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer. Herudover
er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder
efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det
afgåede medlems resterende valgperiode. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer
og suppleanter kan finde sted. Bestyrelsen
konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af
medlemmerne er til stede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige
drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de, efter dens
eget skøn, nødvendige udgifter til administration, reparation og
vedligeholdelse. Bestyrelsen
har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget. Bestyrelsen
fastsætter selv sin forretningsorden og fører referat, der underskrives
af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet. § 11 Selskabet
tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem. Ved
køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser
kræves dog hele bestyrelsens underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura. § 12 Selskabets
regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december. Det
årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og
henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne, men fremføres til
kommende år. Revision
af regnskaberne foretages, jfr. generalforsamlingsbeslutning, af den
generalforsamlings-valgte revisor, og eventuelt
af en af bestyrelsen antaget revisor. Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen. § 13 Opløsning
kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede stemmer
derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne,
f.eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse,
kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende
vedtægtsændringer. Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet. § 14 Selskabets
vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen den 2. november 2009. Nærværende
vedtægter træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2010. __________________________
Formand ___________________________ Dirigent
|